Klausuleret pressemateriale

De kongelige og politiske nytårstaler har altid været en venlig statusmarkering, der skulle kunne ramme alle danskere. Selv om vi ved, at de ikke indeholder hverken noget breaking eller provokerende, giver de en fornemmelse af, hvor samfundet bevæger sig henad. Derfor bliver de også flittigt diskuteret bagefter. Og nu også på forhånd, hvilket koster stort på troværdigheden..

I dagens medier, deriblandt JP, kritiseres det, at DRs værter i en optaktsudsendelse gisner om indholdet af statsministerens nytårstale 2013 – selv om de har fået talen tilsendt som klausuleret pressemateriale og altså allerede kender det konkrete indhold. Det bliver til et mærkværdigt spil for galleriet, hvor politiske eksperter, som ellers har behov for stor troværdighed for overhovedet at have nogen berettigelse, sidder og lyver os lige op i ansigtet.

De store medier får ofte tilbudt klausuleret materiale
Men det er jo helt normalt, at pressemateriale udsendes som klausuleret til attraktive medier, hvis afsenderen ved, at mange vil have interesse i det – det sker fx også ved mange dokumentarer og de forproducerede afsnit af X Factor og Vild med Dans. Og det benytter de medier, som nu kritiserer DR, sig også selv af.

Klausuleringen betyder, at alle medier får mulighed for at forberede sig, men at ingen har ret til at publicere noget, før selve begivenheden finder sted. Det er godt for afsenderen, fordi der typisk kan komme mere og bedre kvalificeret dækning, når medierne har tid til at arbejde med materialet – og godt for medierne, som får tid til at producere noget, der er værd at bruge tid på at konsumere. Nogle medier kan også vælge at lave optaktshistorier uden direkte referencer til det klausulerede indhold, og det betyder, at en begivenhed kan trække endnu mere medietid. Det er det, der sker her på DR – i en ret uyndig udeklareret udgave. Stuntet er nøje planlagt fra nyhedsstationens ide, og på den måde bliver det ‘et rent teaterstykke’, som Ask Rostrup kalder det. Og afsløret som et sådant bliver det et angreb på de konkrete journalisters og journalistikkens troværdighed som ‘den fjerde statsmagt’.

Kald det spin, eller kald det lavpraktik. Samarbejdet imellem journalisterne og deres kilder er tæt i næsten alle sammenhænge, hvor der ikke er tale om direkte graverjournalistik. Det kan man være uenig i, men det er svært at se, hvordan medierne – næsten gratis – skulle kunne gengive de enorme mængder af formidling, som i dag forventes som en selvfølge, uden at få redskaberne til det i kraft af materiale udefra.

Det er et vilkår som tærer på troværdigheden og selvforståelsen hos mange journalister i dag. Jeg kan godt forstå, hvis Ask Rostrup helst ville have været fri for at få den plet på sit personlige brand. Men det kunne nu være sjovt at høre, hvor mange andre indenfor journaliststanden, der har lavet samme nummer, bare uden at blive afsløret.

Så spørgsmålet er, om problemet er, at de har gjort det, eller om problemet er, at de er blevet afsløret?