Back to basics: Mad på bordet her og nu

I dagens JP slår Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kora, og Dansk Erhverv som et led i debatten om den varslede SU-reform til lyd for, at den danske SU skal tilpasses efter de uddannelser, hvor der er jobs at finde. Det betyder, at studerende på typisk de humanistiske, ‘brødløse’ fag kan risikere at skulle blive mere eller mindre selvbetalende under deres studier. Ergo: Kun ressourcer til dem der giver synlig mad på bordet her og nu. Det er jo ren Neanderthal-tænkning.

http://jyllands-posten.dk/politik/article4970539.ece

Jeg er tilhænger af, at samfundets yngste allerede tidligt i livet gives en fornemmelse af, hvad ting koster. For enhver ved, at ting værdsættes efter deres pris, og det er et faktum, at mange danske unge, der har været privilegeret med gratis uddannelser med betaling ved siden af, ikke har set, hvor meget dette var værd. En stor del har heller ikke forstået, at deres uddannelse indgår som en del af et nationalt udviklingsfællesskab, hvor der gerne skulle komme noget tilbage i den anden ende. Den er den gamle sang om Ret og Pligt, som man heldigvis har taget lidt op igen, efter at individualiseren har medført et overforkælet samfund, hvor alle gerne vil have, men færre er parate til at give tilbage til fællesskabet.

På den anden side kunne man også plædere for, at det offentlige har pligt til at prioritere optaget på de SU-berettigede uddannelser efter hvor mange kandidater, der potentielt ser ud til at kunne blive jobs til – det sker, så vidt jeg ved, allerede i en eller anden udtsrækning, fx på jordemoderuddannelsen.

Når man tænker som et Excelark, bliver man til et Excelark
Når det så er skrevet, er det en farlig glidebane at kigge målrettet på, hvad der giver slanter i samfundskassen her og nu. Dels kan de betingelser jo ændre sig med kort frist, og dels må man spørge, hvad det gør os til som mennesker, hvis vi kun tænker i bundlinje inden for indeværende budgetperiode.

Mennesket har ikke udviklet sig fra Neanderthalstadiet til, hvad vi er i dag uden at prøve sig frem, fejle og tænke på kryds og tværs. Udvikling kræver, at man formår og tør tænke langsigtet, og kompetencerne til at gøre det får man typisk først, når man har nogle forskellige erfaringer og referencerammer at arbejde op imod. Samtidig ved vi, at udvikling skabes i mødet imellem forskelligheder, og at kulturfag kan f.eks. være grundlaget for at indhente erfaringer fra andre nationer, som er kommet længere end os, hvormed vi selv kan skære en del af udviklingstiden fra.

Det er en kendt strategi, at man i krisetider beholder toppen og bunden i virksomhederne for at køre driften, mens udviklingsfaktorerne nedprioriteres. Det kan mange seniorer tale med om ifm. de nedskæringsrunder, der foregår omkring i det danske samfund i disse år. Desværre kommer man meget sjældent på forkant af at spare på udviklingen, så det er noget af et catch 22.

Der findes mange DJØF’ere og handelsuddannede derude, som har en imponerende dygtig og effektiv tilgang til driften af vores samfund. Må de til enhver tid blive udfordrede og aldrig stå alene. For hvis alle tænker som et Excelark, bliver vi selv til Excelark. Og så har vi bombet os tilbage ved Neanderthal-stadiet, såvel menneskeligt som samfundsmæssigt.